Af Majken Andersen

Definitionen fra Den Danske Ordbog på ordet ’social’ er det som vedrører eller er rettet mod det at sikre velfærd, trivsel og tryghed for alle borgere i et samfund – især i forbindelse med hjælp og støtte til svage og underprivilegerede grupper.

Jeg vil arbejde for at familier, børn, unge og ældre - ja alle mennesker der har brug for social støtte - skal kunne regne med hjælp. Mennesker er forskellige. Med forskellige livssituationer, forskellige udfordringer og forskellige behov.

Jeg ønsker en socialpolitik i Middelfart kommune, hvor mennesker hjælpes videre i livet. Hjælpen skal være målrettet, individuel og præget af respekt, professionalisme og medmenneskelighed.

Jeg vil sikre mig at tankegangen i socialforvaltningen bliver på forebyggelse og ikke brandslukning. Alt for ofte griber systemet først ind, når skaden er sket. Det skal vi vende om. Vi skal turde at investere i mennesker, før problemerne vokser sig store.

Mine fokusområder:

·   Udsatte familier og børn

o   Tidlig støtte og helhedsindsatser, hvor hver enkelt familie bliver individuelt vurderet.

o   Styrket samarbejde mellem familie, skole og socialforvaltning.

·   Børn i mistrivsel.

o   Mistrivsel skal forebygges gennem selvvalgte fællesskaber, øget selvværd og mere frihed til familielivet.  

o   Hurtig handling ved mistanke om mistrivsel.

o   Lyt til forældrene – de kender deres børn bedst.

o   Mulighed for hjemmeskoling uden for meget kommunal modstand.

·   Mennesker med handicap.

o   Hver eneste borger skal vurderes individuelt og helhedsorienteret.

o   Borgeren skal altid inddrages i sagsforløb. Hvis borgeren ikke selv er i stand til dette, skal et familiemedlem eller værge indgå i borgerens sted.

o   Det skal være nemt og u-bureaukratisk at tilegne sig de rette hjælpemidler.

o   BPA-ordningen (borgerstyret personlig assistance) skal bruges mere, så borgeren eller borgerens familie/værge selv kan ansætte den hjælper de føler er mest egnet.

·   Ensomme

o   Mere fokus på det at være ensom – det er ikke tabu, men en situation mange kan komme i.

o   Ensomhed skal bekæmpes med forebyggende tiltag som lokale netværk og frivillige fællesskaber.

·   Misbrugsproblemer

o   Der skal være hurtigt og frit valg af misbrugsbehandling, med fokus på ansvar og motivation til varig forandring.

·   Økonomisk støtte (fx kontanthjælp).

o   Kontanthjælp skal tænkes som en midlertidig økonomisk situation, hvor målet er at komme hurtigt videre.

o   Sagsbehandler skal møde borgeren med tillid og respekt.  Der skal være tillid og tro på menneskers vilje til at tage ansvar og motivation for at blive selvforsørgende.

Det er vigtigt, at socialforvaltningen i Middelfart bliver et trygt sted at søge hjælp, ingen skal frygte negative konsekvenser eller fordømmelse. Jeg ønsker at vi sikrer åben og let tilgængelig rådgivning for alle der har behov. Borgere skal have reel mulighed for valgfrihed i forhold til, hvad der passer bedst til deres situation.