Søskendegaranti i daginstitutionerne/dagplejen.
Mulighed for deltidsplads i daginstitutioner/dagplejen.
Mulighed for at tjene penge ved siden af hjemmepasning af egne børn.
1: I Middelfart Kommune er der ikke søskendegaranti i daginstitutionerne eller i dagplejen.
Som forælder i Middelfart Kommune ønsker jeg at fremhæve vigtigheden af at indføre søskendegaranti på vores institutioner. Søskendegaranti kan skabe tryghed og stabilitet for børnene. Derudover vil søskendegaranti lette hverdagen for forældrene. Det vil spare tid og energi, når forældre ikke skal aflevere og hente børnene på forskellige institutioner. En søskendegaranti kan også medvirke til at skabe en mere harmonisk institutionskultur, da personalet vil kunne drage fordel af at kende flere børn fra samme familie.
2: Kun få institutioner i Middelfart kommune tilbyder deltidspladser. Derfor skal forældre betale fuld pris for deres børn i institution. En pris der er så høj (pris fra januar 2025: dagpleje: 3240 kr. Vuggestue; 4801 kr. Børnehave: 3037 kr.), at man nærmest er tvunget til at arbejde fuld tid for at betale. Deltidspladser vil give forældre mulighed for at prioritere mere tid med deres børn og give mulighed for fleksibilitet for familien i hverdagen, så forskellige arbejdsmønstre og livsformer kan understøttes. Derudover kan det aflaste pressede institutioner hvis nogle børn er der færre timer, som kan bidrage til mere ro og overskud for pædagogerne.
3: I Middelfart Kommune må man ikke tjene penge ved siden af hjemmepasning. Tilskuddet for børn i alderen 24 uger til 3 år er 8.129 kr. pr. måned før skat, mens det til børn i aldersgruppen 3,1 år til skolestart er 2.777 kr. pr. måned før skat. Man kan kun få tilskud i max 1 år.
Det giver god mening at kunne kombinere at passe sit eget barn/børn, samtidig med man bidrager aktivt til samfundsøkonomien. Det er en gevinst for alle. Børn får mere tid med forældrene, som giver nærvær og ro, forældre får mere fleksibilitet og frihed i hverdagen og samfundet får borgere der deltager og bidrager.
Lad os få noget mere frihed til børnefamilier i Middelfart kommune - både økonomisk og tidsmæssigt!! Der er ikke nogen god grund til at have disse politisk motiverede indgreb i familiers ret og frihed til at leve deres egne liv.